Deleforældre: Samme vej - i hver jeres retning

Introduktion

Forventninger er noget, Fanden har skabt. De spænder ben for, at vi kan være opmærksomme, tilstede og nærværende i forholdet til hinanden. De forhindrer os i at se hinanden. Forventningerne maser sig forrest i køen og opstiller på forhånd scenarier for hvordan noget skal forløbe, og hvordan andre skal agere. Forventninger ser kun sig selv. Ingen andre.

Skuffede forventninger er endnu værre. De splitter venskaber, familier og parforhold ad. Du er ikke den, jeg regnede med, at du ville være. Du gør ikke sådan, som jeg havde forventet, at du ville gøre. Hvordan kan du gøre det imod mig? Hvorfor opfører du dig sådan? Nu skulle vi jo netop lige til at have det hyggeligt sammen!

Forventninger er forbundet med ønsker, håb og drømme. Men forventninger er ikke virkelighed. De er oppe i hovedet. Forventninger er luftkasteller. Forventninger er konstruktioner. Forventninger er spinkle, men stædige korthuse bygget op omkring behovet for at kontrollere, beherske, optimere og opnå. Du skal passe ind i mine forestillinger og billeder af verden. Jeg skal bruge dig til noget.

Forventninger efterlader os i et instrumentaliseret forhold til hinanden. Jeg skal have noget bestemt ud af at være i en relation til dig. Jeg er tilfreds med dig så længe, at du indfrier og lever op til mine forventninger til dig. Den anden bliver reduceret til en ting eller en brik i forventningernes iscenesættelse af verden. Det er præcis derfor, at de forventninger, vi har til hinanden, kan gøre det så pokkers svært for den anden at være sig.

De fleste skilsmissebegæringer indgås nok netop som følge af forliste og bristede forventninger. Men måske er det netop det faktum, at forventningerne er knust, som gør det muligt at opbygge mere autentiske og respektfulde relationer til hinanden, når livet og hverdagen efter en skilsmisse skal til at begynde?

Skiftet fra kernefamilie til deleforældreskab er en slags omprogrammering af væren i verden. Bogen er skrevet til dig, som er landet nogenlunde sikkert på benene igen ovenpå skilsmissen, og som nu skal til at finde hoved og hale i, hvordan du skal navigere i delefamilien – både over for dit barn, dig selv og ikke mindst over for barnets anden forælder.

At blive skilt er i grunden en vanvittig forpligtende beslutning. Og på mange måder egentlig et utopisk projekt. I har kastet håndklædet i ringen i forholdet i hinanden, og så skal I gudhjælpemig til at koordinere et samarbejde om det, som er allersværest at samarbejde omkring, nemlig: børn og økonomi!

Denne bog kan hjælpe jer med, hvordan I kan etablere respektfulde relationer i delefamilien. Og jeg kommer til at gå i kødet på jeres forventninger. Forventningerne kan nemlig hurtigt få ben at gå på i deleforældreskabet på den ene eller den anden måde. Både i relationen til og i samværet med børnene, men også deleforældre imellem. For ikke at tale om de forventninger du, som deleforælder har til dit eget forældreskab omkring, hvad du skal kunne rumme i hverdagen alene med børn.

I har valgt at gå fra hinanden. Det er vigtigt, at forstå de betingelser, I med denne beslutning giver videre jeres børn. Ikke fordi jeres beslutning er forkert, men fordi det får en betydning for, hvad I fremadrettet kan tillade jer at forvente af jeres barn og af jeres samvær med barnet. Og det får også en betydning for, hvad I som forældre fremover kan tillade jer at forvente og kræve af jer selv og af hinanden, indbyrdes.

Vi, deleforældre, har brug for, at der luges godt og grundigt ud i de forventninger, vi opstiller til os selv, vores børn, eks og eventuelle kommende partnere. Vi skal øve os i at give slip på forventningerne og i stedet bestræbe os på at rumme, udholde og respektere forskellene imellem os. Vores børn har brug for deres egne gode kræfter til andet end at styre efter dét, de mærker, at vi forældre har brug for og forventer af dem følelsesmæssigt. De skal have plads og rum til at både være og til at blive sig selv.

Denne bog kan forhåbentligt inspirere jer til at finde respektfulde steder at stå både over for jeres børn, jer selv, og hinanden. Du kan blandt andet læse om, hvordan du tackler dine børns savn, bærer din egen skyld og hvordan, I etablerer et konstruktivt samarbejde imellem jer som deleforældre. Til sidst i bogen kan du læse om, hvad der er på spil i dit forældreskab, når nye kærester gør deres indtog i delefamilien.

Jeg vil i bogen konsekvent bruge betegnelsen ‘dele-forælder’ eller ‘dele-forældreskab’. Det er ikke børnene, som skal deles over eller deles imellem jer. Det er jer, forældre, som skal dele forældreskabet med hinanden. Jeres barn skal bevare retten til at være sig selv.

Kernen i deleforældreskabet handler derfor om, at vi deleforældre tør lade vores børn – og ekspartnere! – være, sådan at de får fred til at være tilstede på deres egne præmisser – fremfor på vores. Som filosoffen Iris Murdoch så fint skriver: